mandag den 11. januar 2010

Gnomerun.







Julens små gnomer har ligget i en kurv, hvor man ikke rigtig kunne se hver enkelt. Jeg synes jo der skulle laves et særligt billede, nu hvor jeg har rundet gnom nr.100.
Det blev til dette lille billede. Når man får det lidt på afstand ligner det næsten en slange eller drage med alle de små takkede huer. Sjov effekt og ikke noget, jeg havde regnet ud på forhånd.
Der har været en formidabel overvældende interesse netop for dette billede på Ravelry. Jeg har fået så mange søde mails og henvendelser, at jeg næsten ikke kan nå at svare dem alle, men der skal nok komme svar, så hav tålmodighed.

Flere nålepuder.







Det er næsten ved at blive en mani. Man kan ikke stoppe igen, der er altid lige en farvekombination, der skal prøves.
De er givet til Rokken.



onsdag den 6. januar 2010

Nålepuder.







Godt nytår til alle jer der følger med på bloggen her. Håber I får et godt og udfordrende tekstilt år.
Selv tyvstartede jeg sammen med min søster i juledagene med at strikke og hækle lidt.

Først lavede jeg lidt gnomer, og sørme om ikke jeg rundede nr. 100. Ja, det var jo nærmest jubilæum, og vi blev enige om, at det måtte fejres, så 3 januar åbnede vi champagnen og skålede for gnom nr.100. Jeg ejer selv kun een af dem, så der må jo sidde mange ude i det ganske land med sådan en lille lommefyr. Tænk hvis man vidste, hvor de rejste hen?
Herefter fandt jeg bomuldsgarnet frem eller rettere resterne, for jeg har vist ikke strikket meget i bomuld de sidste par år.
Sidste år fik jeg en nålepude af min søster. Det er den gule/orange. Det er en ret god model, og nem at have med rundt i tasker og på bordene. Hun har hæklet en del, og fundet vejledning på bloggen: http://www.slagtenhelligko.dk/
Der er en god vejledning. Jeg har lavet lidt om på opskriften, men i det store hele er det sådan de er lavet.
Halvdelen går til http://www.rokken3.dk
De har lige åbnet en lille netbutik, hvor man kan købe diverse arbejder doneret af medlemmerne. Alle indtægter går til det sociale arbejde med at hjælpe hjemløse, krisecentre og andre udsatte grupper. De får også 15 gnomer til deres butik.
Billederne af gnomerne kommer senere, da fotografen endnu ikke har været der.



søndag den 20. december 2009

Glædelig jul 2009.




Denne lille gnom bor nu inde i vores amethyst, og jeg synes, den passer godt der. Med denne lille fyr vil jeg ønske alle mine blog læsere en rigtig glædelig og velsignet jul. Jeg ser frem til mange nye hilsner frem og tilbage på jeres blogge, og bruger meget tid på at læse, hvad I skriver. Det er meget inspirerende. Tak for det.

Håber der bliver lidt mere tid det kommende år til at udvikle nye ideer.

RIGTIG GLÆDELIG JUL 2009. MERRY CHRISTMAS 2009.

fredag den 18. december 2009

Flere baby gnomer.


Et nyt kuld baby gnomer har forladt pindene. Denne gang er de taget afsted til en veninde, der skal forære dem væk.
Det er noget tid siden, jeg sidst har strikket nogle, da jeg manglede hudfarvet garn. Nu er det så kommet i hus, og så er det bare derudaf med pindene.
Det lilla garn er også fra samme gang farvning.

søndag den 13. december 2009

Håndfarvet garn til små gnomer.




Endelig fik jeg lidt tid til at farve hudfarvet garn til mine små gnomer. Der skal laves nogle stykker inden jul, så jeg må igang. Lige nu hænger det på tørresnoren.
Det foreløbige resultat ser således ud. 2 forskellige bundter med hudfarvet garn. jeg har lavet lidt mere spil i farverne denne gang, og vil se om det tager sig bedre ud?

Den lilla farve er til et lille projekt med ametyst gnomer. De skal jo have denne dejlige lilla farve.

Garnet er farvet i micro ovn og med reaktive farver fre Karen Noe.

torsdag den 3. december 2009

Hagesmæk med snemand.




http://www.rokken.dk/ har en julekalender, hvor der hver dag åbnes en låge med en spændende ide, man selv kan lave.

Jeg var så heldig, at blive spurgt, om jeg kunne finde en lille nem ting, der kunne være bag een af lågerne. Det blev denne lille hagesmæk. Den er meget nem, og meget billig at lave. Alle rester kan bruges, og man kan selv finde på andre motiver til dekoration på hagesmækken.
Grundopskriften på selve hagesmækken finder du lidt længere nede på min blog.
Opskriften til motivet kan du få ved at sende mig en mail.

God julehækle fornøjelse.