torsdag den 3. september 2009

Plantefarvet garn.




Plantefarvet garn. Det er næsten et fy ord, og ofte forbundet med kemikalier, der ikke tåler tilfældig omgang. I mange år har jeg ikke plantefarvet af samme grund, da jeg synes, det er for stor en belastning for miljøet med alle disse forstyrrende stoffer.
På arbejdet er der blevet ryddet et stort område med tæt underskov, og frem kom de to skønneste meget gamle valnødde træer. Enorme i deres højde og omfang, og fyldte med valnødder. Under en gåtur en blæsende dag var der faldet en hel del nødder ned. Vi samlede en lille pose fuld, og gik hjem og fik de grønne skaller skåret af. Fingrene var mere end mørkebrune, og det tegnede godt.
Næste dag lavede vi bål i haven og fandt en gryde til at farve garn i. Garnet var bejdset i eddikevand dagen før, og småsimrede en lille times tid. Gryden var en gammel jerngryde. Her fremkom den smukkeste mørkebrune farve.

Jeg bragte restvandet med hjem og fik den ide, at jeg ville prøve at farve med det i mikro ovnen. Fuld effekt i 2 x 3 min. Igen med eddike bejdset garn, og kun lige nøjagtigt så meget farvekype, at det dækkede garnet. Herefter blev det over skydende vand trykket af, og garnet lukket til i en plasticpose natten over. Dette gav en lidt lysere brun farve.

Det sidste garn er farvet traditionelt med alunbejdse og på almindeligt blus i en farvegryde med emalje. Dette gav en mere gulbrun farve.
Alle garnerne blev vasket efter farvning.
Farverne på billederne snyder lidt idet lysforholdene ikke var optimale, da jeg tog billederne.