Så var der besøg hos fåreavler Bente Foss på Vestfyn v. Assens. Hun opdrætter Oxford Down, Gotlandske Pelsfår, og Ouessant.
De første to racer er velkendte for mange af os, men den sidste lille race er der nok ikke mange, der kender. Jeg har kigget på den de sidste par år på nettet, og mest fundet den på franske hjemmesider og blogs. Via Ravelry har jeg fået nogle tips fra andre, om hvordan de var og ikke mindst, hvordan ulden var. Det har ikke været muligt at finde nogle, der solgte denne uld, men jeg har haft lyst til at have den i fingrene mange gange, for den så så skøn ud.
En dejlig aften i staldene, og en masse sjove historier om disse små fyre.
De er på størrelse med en Labradorhund, med et ego så stor, at det dårlig kunne være på gårdspladsen, og nogle små fyrige bæster, når der skal kæmpes om de skønne "fårinder".
Efterfølgende fik vi lov at svælge i deres afklippede uld. Ca. 2. kg uld pr. ham giver de. Det skulle bare brændes, da de egentlig ikke blev avlet for uldens skyld.............GISP, det kan jo give enhver uldelsker åndenød på stedet, så inden vi så os om, lå alle de fine damer på knæ for at snuse til ulden, mærke den og udvælge lidt til spindeprøver.
Jeg tog en nougatfarvet ham, og en lille klat hvidt. Der lå så en rest af noget kulsort, som andre havde sorteret fra. Godt nok er jeg ikke til sort, men den var på en måde meget meget brun, og på en anden måde sort - nærmest dragende i sin farve. Resterne var meget beskidte, og så ved uldkendere, hvad jeg mener med det. Jeg pakkede det dog sammen, og så var det bare hjem i bilen i en fart, og håbe på at man ikke blev stoppet af politiet - for duften var ikke just lagkage.
Jeg sorterede, vaskede, tørrede, sorterede, håndkartede og spandt den lille klat uld jeg havde fået ud af det. Der var 150 g uld inden kartning og spinding, og da det var spundet var det reduceret til 80 g. Men hvilke 80 g.
Der er meget stor forskel på uldens finhed og kvalitet alt efter hvor på fåret, det er fra. Lige fra det blødeste halsuld, til det stiveste haleuld.
Jeg valgte dog at karte det hele sammen, for at få bare en lille ide om, hvad der kan laves af disse fårs uld.
Først strikkede jeg et lille lam, og derefter en lille bamse med trøje.
Det var skønt at spinde af ulden, dejlig elastisk, og da det så blev strikket var det bare så blødt så blødt. Det var som om de stive fibre blev arbejdet ud af ulden under forarbejdningen. Absolut en uld med muligheder, hvis den bliver sorteret lidt bedre.
Jeg tænker, at de små strikkede ting bliver givet tilbage til fåreholderen, så hun kan se, at de kan anvendes til andet en showdyr og gode culotter.
